Velkommen til foreningen Bornholms Landbrug & Fødevarer
Seneste 'Nyt fra BLF':
Nr. 6 - November 2024
Bæredygtigt hønseliv på Bornholm

Bæredygtigt hønseliv på Bornholm

Bornholms Pluk Selv Blomster på vej med nyt projekt
● Dugfrisk nyt fra BLF

Det er efterhånden 7 år siden, at Hans Ole Kofoed fra Fårebygård fik idéen til Bornholms Pluk Selv Blomster og plantede blomsterløg og såede blomsterfrø, så bornholmere og turister kunne komme forbi og plukke sig en buket bæredygtige blomster, dyrket med minimal miljøpåvirkning og meget lille CO2-udledning.

Siden starten er det gået stærkt! Karen og Hans Ole har udvidet sortimentet til også at omfatte en stor og bæredygtige ”køkkenhave” på Fårebygård, hvor det er muligt at hente kartofler, gulerødder, porrer, hvidløg, kål, ærter og mange andre friske og bæredygtige kvalitetsgrønsager direkte fra marken og med hjem, også efter grav selv op og pluk selv-princippet. I år har Karen og Hans Ole tilligemed startet produktion af pluk selv jordbær i plukkevenlig højde, der sammen med hvidløg har været sommerens helt store trækplaster.

Men idéerne stopper ikke ved blomster, frugt og grønsager. Karen og Hans Ole er klar med en ny idé: Frisklagte, bæredygtige æg fra et mobilt luksushønsehus med indhegning, der skal være hjem for 150 høns. Som Hans Ole udtrykker det: ”Et mobilt luksushønsehus vil give os mulighed for også at kunne tilbyde vores kunder æg fra høns, som har et godt og bæredygtigt hønseliv med adgang til store græsarealer året rundt, og hvor dyrevelfærd er i fokus. Vi kunne godt bygge et hønsehus selv, men ligesom vi med blomsterløg, frø og grønsager altid går efter den højest mulige kvalitet og standard, ønsker vi heller ikke at tilbyde hønsene noget, der ikke er af højeste kvalitet. Vi går ikke på kompromis med det, vi laver. Vi opfører også et stort drivhus på 140 m2, hvortil hønsene vil have fri adgang i de kolde, våde måneder og have god plads - næsten 1 m2 pr høne. Vores kunder kan komme til Fårebygård og købe frisklagte, bæredygtige æg uden at skulle gøre det beskidte arbejde. Helt i tråd med vores motto: ”Vi gør det grove – du gør det sjove”.”

Sådan håber Hans Ole Kofoed at hønsene kan boltre sig ved Fårebygård. Foto fra Haugaardens hjemmeside

Et mobilt luksushønsehus med indhegning er dog en stor investering, som parret ikke umiddelbart har mulighed for selv at finansiere. Økonomien er der ikke til at starte projektet her og nu – det ville have lange udsigter, hvis det overhovedet skulle vise sig muligt.

Men Karen og Hans Ole vil rigtig gerne projektet, og derfor forsøger de en alternativ mulighed for finansiering af det mobile hønsehus, nemlig crowdfunding. Valget er faldet på platformen Coop Crowdfunding og på den reward-baserede crowdfunding, hvor ”backerne”, de der er interesseret i at støtte projektet, får noget til gengæld for beløbet, de støtter med. Det er muligt at støtte projektet med fra 100 kr. og opefter, og beløbet bliver reserveret, og det er kun, hvis det lykkes at indsamle hele det ønskede støttebeløb, at pengene bliver frigivet til projektet, og man får sin reward. Lykkes det ikke at komme i mål, vil pengene blive ført tilbage til ”backerne”, når perioden, man kan støtte projektet, udløber den 28. oktober.

Karen og Hans Ole håber, at deres idé med æg fra glade høns vinder indpas, og som de siger: ”Vi håber, at mange vil bakke op om vores nye idé, så vi kan tilbyde nuværende og kommende kunder, bornholmere og tilrejsende at komme til Fårebygård for at købe æg fra vores fritgående høns. Udover at hønsene har det godt, er det vores klare opfattelse, at det giver bornholmere og tilrejsende en stor oplevelse, og børnene kan på tæt hold opleve, hvor æggene kommer fra.”

For parret vil de æglæggende høns være et godt supplement til grav/pluk selv-grønsager og -blomster. Det giver også mulighed for at anvende grønsager, de ikke får solgt – ærter, der er for modne til selvpluk, kålrester, salat, der er gået i stok og ukurante kartofler og rodfrugter – og dermed minimere madspildet. Modsat vil gødning fra hønsene blive brugt som næring for snitblomster og grav selv-/pluk selv-grønsager.

Synes man, det er en rigtig god idé, Karen og Hans Ole har fået, og vil man gerne støtte op om den, eller vil man følge med i, hvordan indsamlingen forløber, finder man projektet på crowdfunding.coop.dk – nemmest ved at klikke her.

Hans Ole Kofoed med et udvalg af friske blomster og grønsager fra marken

For mere information:

No items found.
Læs seneste udgave

Nyt fra BLF

Vær fuldt opdateret på landbrugets udvikling, ny viden, kommende arrangementer og meget mere.

Søg på BLF.DK

Søg fx på viden, medarbejdere, projekter m.m.