Mange landmænd og deres medarbejdere gør en ekstra indsats for at øge bedriftens bæredygtighed og sænke klimaaftrykket, og det anerkender Landbrug & Fødevarer, Forenet Kredit og Nykredit med en fælles Klima- og Bæredygtighedspris.
Prisen uddeles dels til en etableret landmand, dels til en ung landmand under 35 år, der ikke har etableret landbrugsvirksomhed og er under uddannelse eller beskæftiget i landbrugserhvervet.
Unge-prisen er på 15.000 kr., og for at være kandidat til prisen, skal man på en eller flere måder have kommunikeret under temaet klima og bæredygtighed i landbruget - f.eks. på de sociale medier, i en opgave eller artikel, været med i podcast, radio/tv eller debatter. Indstilling til prisen foregår via LandboUngdoms hjemmeside med deadline den 15. oktober kl. 12. Her kan du også se nærmere om kriterierne for at indstille en kandidat. Unge-prisen uddeles den 15. november på Bygholm Landbrugsskole.
Landmandsprisen er på 50.000 kr., og der lægges her vægt på, at landbrugsvirksomheden har et solidt forretningsgrundlag, hvor klima- og bæredygtighed har et stort fokus, f.eks. via tiltage eller investeringer, der understøtter klima- eller biodiversitetsmålsætninger og tjener til inspiration for andre landmænd. Læs mere om kriterierne på Landbrug & Fødevarers hjemmeside, hvor indstillingen af kandidater også foregår. Frist for indstilling er den 15. oktober, og prisen uddeles på Økonomi & Virksomhedsledelseskonference den 7. december.