Søg Vis menu

Tilbud om gratis jordforbedringsmiddel OBS! Nyt tidspunkt!

26. okt 2016

Gratis afhentning af tang på Balka Strand tirsdag den 1. november kl. 8.00-15.00

Er du interesseret i tang som jordforbedringsmiddel til din landbrugs- eller havejord, så tilbyder Bornholms Regionskommune tirsdag den 1. november 2016 i tidsrummet 8.00 – 15.00, at du kan møde op med traktor og vogn på Balka strand og få tang med hjem.

Bornholms Regionskommune har på nuværende tidspunkt store mængder tang på Sydbornholm. Ofte forsvinder tangen igen selv ved hjælp af naturens kræfter, ændrede vindretninger eller kraftig blæst. Forholdene i dette efterår har imidlertid medført, at tangen er skyllet langt ind på stranden ved eksempelvis Balka. Tangen ligger på nuværende tidspunkt i et lag på op til en meter på den sydlige del af Balka strand.

Tidligere har tang ofte været brugt som gødning i kystnære landbrug. I dag bruges det kun i meget begrænset omfang som jordforbedring i økologiske landbrug. En række forsøg på Endelave

har dog vist at tang egner sig rigtig godt både som gødning og til jordforbedring. Ud over gødningsværdien har det også vist sig, at tangen forbedrer planternes modstandskraft over for sygdomme og skadedyrsangreb. Særlig interessant har været et forsøg med tang som gødning på to identiske økologiske marker med havre. Her viste det sig at marken gødet med tang gav et væsentligt merudbytte pr ha end den mark der var gødet på traditionel vis. Læs evt. mere herom på www.endelave-seaweed.dk

Har ovenstående fanget din interesse, og ønsker du, at afhente tang er du velkommen til at kontakte Skovfoged Ole Holm Pedersen, tlf. 56 92 20 56 eller Ole.Holm.Pedersen@brk.dk, som forestår koordineringen og kan oplyse adgangsveje til stranden.

Ønsker du at aftage tang permanent, skal der udarbejdes en tilladelse efter slambekendtgørelsen, har du spørgsmål hertil, er du velkommen til at kontakte Helle Thers, tlf. 56 92 20 74 eller Helle.Thers@brk.dk.