Søg Vis menu

Nominering til Årets Unge Landmand

17. aug 2016

Årets Unge Landmand er en årligt tilbagevendende konkurrence arrangeret af LandbrugsAvisen i samarbejde med Gjensidige forsikring. Prisen for Årets Unge Landmand uddeles på Landbrug & Fødevarers delegeretmøde til november.

Der har været mulighed for at indsende forslag til kandidater til prisen, og i slutningen af august vil 4 kandidater blive udvalgt til at deltage i kampen om æren og et rejsegavekort på 30.000 kr.

Kriterierne, kandidaterne skal opfylde, er, at de skal være højst 35 år, etableret inden for de seneste to år, selvstændig landmand med ansvar den daglige drift (evt. i et I/S) og driften skal være sund med en god plan for fremtiden.

Her fra Bornholm stiller vi med et rigtig godt og værdigt bud til Årets Unge Landmand: Jesper Jørgensen fra Krusegaard. Jesper driver Krusegaard sammen med sin far, Carsten Jørgensen, i et I/S. Sammen med sin kone, Sille, og deres to børn, Liva på 2½ og Anton på ½ år, bor Jesper på Krusegaard og er 12. generation på gården!


Jesper, Anton, Sille og Carsten

Krusegaard er en integreret svineproduktionsbedrift med en produktion på ca. 700 årssøer og 24.700 stk. 30 kg’s grise. Derudover er der produktion af ca. 1.600 slagtesvin og ca. 4.000 smågrise.


Krusegaard

Ud over svineproduktionen driver Krusegaard I/S planteavl på 220 ha, hvor der dyrkes vinterhvede, vinterbyg, vårbyg og vinterraps.

Bedriften har 4 fuldtidsansatte medarbejdere – og at de arbejder under ordentlige og gode forhold bevidnes af, at en af de ansatte har været ansat på Krusegaard i 26 år!


Medarbejderne på Krusegaard

Vi ønsker Jesper held og lykke med nomineringen!