Søg Vis menu

Årets agerfugle-landmand er fundet!

3. feb 2022

Hans Verner Hansen blev kåret til årets agerfugle-landmand på årsmødet for planteavl onsdag

Landmandens liv har igennem tiderne været tæt forbundet med agerlandets fugle som lærken og viben. De er glade forårsbebudere og følger bondens dont i marken indtil høsten er i hus.

I samarbejde med de lokale afdelinger af Naturfredningsforeningen, DOF og Jægerforbundet, samler Bornholms Landbrug & Fødevarer i projekt ”Fremme af Agerlandets Fugle” erfaringer fra 9 bornholmske landmænd, som alle  har valgt at gøre en ekstra indsats for tre af agerlandets fugle; lærke, vibe og agerhøne.

De 9 landmænd, som deltager i projekt Fremme af agerlandets fugle, fortjener alle ros for deres indsats.

Men derudover har man valgt at finde Årets agerfugle-landmand. Dansk Ornitologisk Forening, Danmarks Naturfredningsforening og Dansk Jægerforbund havde nomineret tre landmænd i 2022, Hans Verner Hansen, Jacob Dam Nielsen og Frederik Tolstrup, og det blev Hans Verner Hansen fra Skovvang i Østermarie, der blev Årets agerfugle-landmand.

Om sin deltagelse i projektet udtaler Hans Verner Hansen: ”Landbrugets hidtidige dyrkning af markerne med ensidige afgrøder har gjort at bestanden af agerfugle er gået tilbage – det er derfor vores ansvar at være med til at genoprette bestanden ved at ændre vores måde at dyrke markerne på. Jeg er begyndt at dyrke markerne efter principperne i Conservation Agriculture: direkte såning, grønne marker hele året, varieret sædskifte. Jeg har anskaffet min egen såmaskine som kan så direkte og har derfor stor indflydelse på, hvordan og hvornår såning sker. Jeg forsøger at skåne de jordrugende fugle mest muligt.”


Hans Verner Hansens køer på græs ved Skovvang

Hans Verner Hansen modtog gavekort til en akvarel af Ben Woodhams, hvis motiv bliver et landskab fra Skovvang.

Se TV2/Bornholms indslag om kåringen her.