Søg Vis menu

Vi skal gøre os fortjent til at blive finansieret i fremtiden!

16. dec 2019

v/ Thomas Bay Jensen

Overskriften er nu ikke en overskrift, jeg selv har fundet på, men er et citat fra sidste uges Økonomi- og Virksomhedskonference udtalt af Anders Harck, formand for L&F Sektor Økonomi og Virksomhedsledelse.

Fra Bornholm deltog jeg sammen med 3 unge landmænd, hvor de unge landmænd fik sat perspektiv på erhvervet på en ny måde.

Og hvad vil Anders Harck så opfordre til med sin udtalelse?.... Ja min udlægning er ledelse og et fortsat fokus på at kunne forandre os og være klar til at koble sig på de dagsordner, der er i samfundet. Vi skal fortsætte med at have fokus på at udvikle os på den digitale front og få så mange landmænd med på den forandring som muligt, med anvendelse af Summax, Nemfaktura, Dashboard eller e-Overblik. 

Med ledelse handler det om at fokusere på at skabe en god forretning, hvor du sammen med din rådgiver skaber et overblik over din forretning, et overblik, der kan være fundamentet for at træffe sunde og kloge beslutninger overfor dine medarbejdere og ikke mindst dine finansielle samarbejdspartnere.

Dernæst handler det om, at den finansielle sektor i et forholdsvis hurtigt tempo, arbejder sig ned i Klima og Bæredygtighedsdagsordenen. DLR barsler med en sortering af kunderne i grønne landmænd og knap så grønne landmænd. Det samme gør visse banker, så noget er på vej, som medfører at de gode finansielle aftaler kobles til evnen til at ”tappe” ind i den grønne dagsorden.

Er det svært – nej det er ikke svært. Landbruget gør det allerede og har gjort det i mange år, vi har bare ikke være gode nok til dels at fortælle historierne og dels til at dokumentere effekterne.

Det med at dokumentere effekterne arbejdes der med flere steder, dels i SEGES og i Andelsselskaberne og dels på universiteterne, så vi inden længe får nogle brugbare værktøjer til at dokumentere og ikke mindst lede bedrifterne efter.   

Klima- og Bæredygtighedsdagsordenen er en dagsorden, vi har taget til os, som en del af landbrugets Mission. Med visionen om et klimaneutralt landbrug i 2050, har vi fået ”a mission in life”, der ikke kun er et pejlemærke på, hvordan produktionen skal justeres, men er også blevet en positiv branding af erhvervet, både for de landmænd, der er i erhvervet, og for de kommende medarbejdere i erhvervets sektorer. Man fristes næsten til at sige, at det er en gave.

På konferencen blev vi bl.a. præsenteret for de foreløbige resultater af et projekt om cirkulær økonomi, et projekt gennemført af DTU og SEGES på den jyske kvægbedrift Mosevang med 2000 køer. Som der blev udtalt, så er motoren i en bæredygtig produktion cirkulær økonomi, og når diverse floskler blev barberet væk og det hele nedbrudt til noget konkret, så handler det om at skabe god økonomi ved at reducere på omkostningerne. Det vil sige, at med et fokus på cirkulær økonomi får man hele 3 ting – et rent ”Kinderæg”!  Man får et øget fokus på en reduktion af omkostningerne, man kan blive certificeret og dermed arbejde med markedsmæssige fordele, og endelig så bidrager man til den gode historie i forhold til den overordnede dagsorden.

I den finansielle sektor og hos forbrugerne har det en betydning, derfor er det noget, vi skal gøre sammen!

Jonas Dam Nielsen udtaler:
Hvis ikke vi havde deltaget i Generationsskifteskolen, havde vi ikke været med. Det var en interessant konference, men med det store fokus på Klima og Bæredygtighed har jeg tidligere stillet mig selv det spørgsmål; hvem skal betale for det? Konferencen her satte det i perspektiv, at det er en fornuftig forandring, der blot skal og kan tages i små i step.

Paul Anker Kofod:
Jeg er bestemt blevet klogere, og der er blevet sagt flere ting her på konferencen, som jeg ikke havde hørt før.

Simon Elleby:
Jeg tror på, at bedrifternes evne og ikke mindst niveau på ”bæredygtighedsbarometeret” bliver afgørende for prissætningen på bedrifterne, ikke mindst på hvordan de kan finansieres.


På billedet ses Anders Harck, Paul Anker Kofod, Jonas Dam Nielsen og Simon Elleby