Søg Vis menu

Udbringning af gylle

19. feb 2018

Gylle må udbringes fra 1. februar, men skal kun køres ud af nød og med omtanke for afgrøden og arealet. Husk, det ikke er tilladt på snedækkede og frosne arealer! 

v/ Bornholms Regionskommune, Center for Erhverv, Byg og Sekretariat

Er gyllebeholderen fuld 1. februar?

Hvis du af pladsmæssige årsager har behov for at starte udbringningssæsonen allerede fra den 1. februar, skal gyllen udbringes på arealer og i afgrøder med størst mulig sikkerhed for en god udnyttelse.

Husk reglerne

Ifølge husdyrgødningsbekendtgørelsen må husdyrgødning, afgasset vegetabilsk biomasse, ensilagesaft, restvand og handelsgødning ikke udbringes på:

  • Vandmættede eller oversvømmede arealer (de er som oftest ikke farbare)
  • Arealer, hvor der er fare for afstrømning til vandløb, herunder dræn, søer (>100 m²) og kystlande
  • Frosne arealer. Det betyder, at jorden skal være optøet til 15 cm, men at det fortsat er tilladt at køre efter nattefrost, hvor jorden forventes at tø i løbet af dagen
  • Snedækkede jorder. Jorden er defineret som snedækket, hvis mere end 90 procent af marken er dækket af et lag sne med en tykkelse på mere end blot ½ cm
  • Skråninger med en hældning på mere end 6 grader ned mod vandløb, søer over 100 m² eller fjorde, inden for en afstand af 20 meter fra den øverste kant af vandmiljøet.

Undtagelser: På arealer med skråninger på 6-12 grader kan der nedfældes flydende husdyrgødning og afgasset vegetabilsk biomasse parallelt med vandmiljøet, hvilket betyder, at disse arealer fortsat kan indgå i harmoniarealet. Endvidere må der udbringes flydende handelsgødning på arealet.

Husk, at husdyrgødning ikke må udbringes på lørdage samt søn- og helligdage på arealer, der ligger nærmere end 200 m fra byzone, sommerhusområder samt områder i landzone, der ved lokalplan er udlagt til boligformål.