Søg Vis menu

Sikring af køb- og salgspriser på korn og raps

9. dec 2019

v/ Kenneth Jensen

Vi har for nylig afholdt medlemsmøde omkring temaet råvarepriser. Her blev der nævnt muligheden for sikring af fremtidige priser.  Jeg vil uddybe mulighederne med et par eksempler:

Hvordan fungerer optioner i forhold til salg af korn/raps ?

Du indgår en put-option med finansiel udbyder. Et eksempel. Du befinder dig i foråret og prisen på korn er 130 pr. hkg. Du regner med at sælge 5.000 hkg. Du vil gerne sikre dig, at der er en bund under prisen på dit korn så du ikke risikerer kun at få 90 kr. pr. hkg. til høst. Derfor køber du en put-option på 5.000 hkg. med udløb 1.august til kr. 130 kr. pr. hkg. For dette skal du med det samme betale fx 5,75 pr. hkg., dvs. kr. 28.750.

Vi er kommet frem til den 1. august og prisen er faldet til 110 kr. pr. hkg. Du vælger derfor at indløse optionen hos option-udbyderen og får udbetalt 20 kr x 5.000 hkg. = 100.000 kr. De 20 kr. er forskellen mellem aftalt pris kr. 130 og børsprisen den 1. august på 110 kr. Læg mærke til, at der ikke skal leveres korn. Det er alene en finansiel aftale. Du kan sælge det fysiske korn til naboen eller DLG til fx 115 kr. pr. hkg. eller beholde kornet, hvis du vil vente med salg.

Hvis prisen på korn den 1. august havde været højere end 130 kr. pr. hkg., så skal du ikke indløse optionen. Kort fortalt har du betalt 5,75 pr. hkg. for at sikre dig en minimumspris på 130 kr. pr. hkg.

Hvordan fungerer optioner i forhold til køb af foderkorn?

Du indgår en call-option med finansiel udbyder. Et eksempel. Du befinder dig i efteråret og prisen på korn er 100 kr. pr. hkg. Du regner med at skulle købe 5.000 hkg. til foråret. Du vil gerne sikre dig, at der er en top over prisen på dit foderkorn, så du ikke risikerer at skulle give 140 kr. pr. hkg. til foråret. Derfor køber du en call-option på 5.000 hkg. med udløb 1. marts til kr. 100 kr. pr. hkg. For dette skal du med det samme betale fx 6,15 pr. hkg., dvs. kr. 30.750.

Vi er kommet frem til den 1. marts og prisen er steget til 125 kr. pr. hkg. Du vælger derfor at indløse optionen hos option-udbyderen og får udbetalt 25 kr x 5.000 hkg. = 125.000 kr. De 25 kr. er forskellen mellem aftalt pris kr. 100 og børsprisen den 1. marts på 125 kr. Læg mærke til, at der ikke bliver leveret foderkorn. Det er alene en finansiel aftale. Du kan købe foderkornet hos naboen eller DLG til fx 120 kr. pr. hkg.

Hvis prisen på foderkorn den 1. marts havde været lavere end 100 kr. pr. hkg., så skulle du ikke indløse optionen. Kort fortalt har du betalt 6,15 pr. hkg. for at sikre dig en maksimumspris på 100 kr. pr. hkg. på foderkornet.

Hvis du er interesseret i at BLF inviterer til medlemsmøde i januar/februar med foredrag af autoriseret rådgiver – så skriv til mig: kj@blf.dk.

Rådgivere skal være autoriseret for at sælge optioner. Derfor er dette indlæg ikke rådgivning men alene en forklaring. Præmien for en option afhænger bl.a. af løbetid og markedsforventninger.