Søg Vis menu

Praktikpladsgaranti i landbruget

19. nov 2018

Man kan sagtens blive landmand, selv om man ikke er vokset op på en gård

Gode jobmuligheder, praktikpladsgaranti og nye uddannelser øger landbrugsskolernes optag af elever, som ikke tidligere har arbejdet med landbrug. Særligt EUX-uddannelsen henvender sig til et bredt udsnit af de unge, da uddannelsen kombinerer en gymnasial uddannelse med landbrugsuddannelsen og giver de unge frit valg til både at læse videre sammen med vennerne fra gymnasiet eller påtage sig faglært arbejde i landbruget. Samtidig får de en enorm erfaring med alt det praktiske arbejde med i bagagen.

Landbruget har brug for de unge. Derfor garanterer Bornholms Landbrug & Fødevarer både praktikplads på øen og en spændende arbejdsplads på én af de mange gårde, når man er færdig med sin uddannelse.

I og med at der er brug for de unge mennesker i erhvervet, er der stor fokus på at gøre arbejdspladserne attraktive med en høj grad af fleksibilitet og mulighed for selvstændighed. Mange unge går og er i tvivl om valg af uddannelse, og om uddannelsen skal tages på "den anden side af vandet", eller om der er muligheder her på Bornholm. Landbrugsuddannelsen er begge dele og derfor ideel.

Landbrugsuddannelsen er en kombination af at være på Bornholm under den praktiske del af uddannelsen og på en af de mange landbrugsskoler, som f.eks. Dalum Landbrugsskole eller Landbrugsskolen Sjælland, under skoleopholdene.

Når der afholdes den årlige BUM-messe, Bornholms Uddannelsesmesse, torsdag den 22. november 2018 på Campus Bornholm, vil der være mulighed for at få meget mere information om uddannelses- og jobmulighederne i landbruget. På messen deltager både Bornholms Landbrug & Fødevarer, Dalum Landbrugsskole og Landbrugsskolen Sjælland.