Søg Vis menu

Markvandring om blomsterstriber

5. sep 2019

Kom til markvandring lørdag den 7. september kl. 10-12 på Brandsgård, Brandsgårdsvejen 23, 3730 Nexø

Som en afslutning på denne sæson kan du komme med i marken og se effekten af blomsterstriber og høre om hvilke udfordringer, der er forbundet med striberne.

Blomsterstriberne har flere steder ikke været særlig synlige, hvilket skyldes flere ting. For det første er selve græsrabatten foran blomsterstriberne ikke blevet slået i år. Græsvegetationen har haft gode forhold i år, hvilket har bevirket, at græsset lægger sig ind over blomsterstriben og skygger den væk.

En anden udfordring er selve såteknikken. De fleste steder hvor landmanden selv har sået blomsterne med såmaskine er resultaterne blevet gode med en god fremspiring og etablering med efterfølgende blomstring. Der hvor blomsterfrøene er sået i tynde striber i allerede etableret afgrøde, har særligt fremspiringen visse steder været meget mangelfuld. Ved at benytte denne såteknik er timingen altafgørende i forhold til jordens fugtighed og temperatur og kræver nedbør umiddelbart efter såning for at lykkedes.

Debatten om effekten af blomsterstriber kan virke lidt absurd. På den ene side kan man opleve, at blomsterstriberne tiltrækker et væld af forskellige slags bier, særligt humlebier. På den anden side hører man eksperter sige, at det kan være direkte skadeligt for biodiversiteten at udså blomsterstriber, som tiltrækker pollensøgende insekter. Hvordan skal vi omsætte denne viden til praksis?

Kom med på markvandring og deltag i debatten. Markvandringen foregår lørdag den 7. september kl. 10-12 hos Niels Peter Jacobsen, Brandsgård, Brandsgårdsvejen 23, Nexø.                           

Arrangementet gennemføres i samarbejde DN Bornholm og er åben for alle.

Der er i forbindelse med kampagnen Bornholmblomstrer udarbejdet 2 flotte film, som du kan se via disse links;

Del 1 kan ses via dette link.

Del 2 kan ses via dette link.