Søg Vis menu

Lille håndsrækning til lettelse af generationsskifter

9. jan 2019

v/ økonomirådgiver Ingvar K. Olsen

Behovet for generationsskifte i landbruget er ganske betydeligt, når statistikken fortæller, at kun ca. 6 % af vore landmænd er under 40 år. Forhåbentlig har vore politikere omsider også indset behovet/udfordringen.

Regeringen har efter foreliggende oplysninger indgået finanslovsaftale med Dansk Folkeparti. Heri indgår en aftale om at give sælgerne mulighed for at udskyde en del af beskatningen ved salget af deres landbrugsejendom, såfremt en del af salgssummen berigtiges ved et sælgerpantebrev.

Helt præcist er det op til 10 procent af salgssummen, der kan komme i spil med disse regler. Denne mulighed har fra dansk landbrugs side længe været et stort ønske, som et element blandt flere, for at lette  de særdeles vanskelige generationsskifte-sager.

Helt konkret betyder reglen, at sælger kan udskyde skattebetalingen og dermed først skal betale sin skat i takt med, at køber afdrager på sælgerpantebrevet. Dette er rent likviditetsmæssigt både rimeligt og god logik og øger sælgers mulighed for at kunne tilbyde køber en delvis sælgerfinansiering. Ligeledes vil sælger ikke længere risikere at skulle betale skat af en indkomst, han reelt aldrig får, hvis ikke køber er i stand til at overholde sine afdragsforpligtelser.

Fra min stol havde jeg gerne set, at de 10 % var mindst det dobbelte, da  der i mange tilfælde vil være behov for en sådan andel af finansieringen fra sælger, for at få et generationsskifte på plads. Men i alt fald er aftalen et skridt i den rigtige retning.

Reglerne vil i øvrigt kunne anvendes i såvel familiehandler som frie handler.

Regeringen har beregnet, at aftalen vil koste statskassen 70 mio. kroner, på sigt dog kun 35 mio. kroner årligt.

Detaljerne i aftalen er endnu ikke på plads, vi ved derfor ikke, om aftalen vil omfatte alle typer landbrugsejendomme, som f.eks. hobbyejendomme, skovejendomme m.v.

Såfremt et salg/generationsskifte af dit landbrug er nært forestående eller måske det først ligger nogle år ude i fremtiden, er du meget velkommen til at kontakte os for at drøfte mulighederne - specifikt eller mere overordnet. For under alle omstændigheder er planlægning lig med rettidig omhu.