Søg Vis menu

Landbrugets omdømme

14. maj 2020

Rapsmarkerne er i fuldt flor!

Det burde jo have været de flotte, blomstrende rapsmarker, der prydede forsiden af Bornholms Tidende i går. Det var det desværre ikke! En landmand har været ude at sprøjte og er kommet alt for tæt på grøftekanterne med nedvisning af disse til følge. En rigtig ærgerlig sag! Men heldigvis også en enkeltstående sag, da langt de fleste landmænd er påpasselige med sprøjten.

De bornholmske landmænd viser gerne deres landbrug frem for lokalbefolkningen. Landmændene er stolte af deres erhverv og åbner dørene for bornholmerne ved arrangementer som 3. søndag i september og køer på græs. De seneste år har mange landmænd lagt jord til blomsterstriber, der jo er til glæde for bierne men helt sikkert også er til glæde for de forbipasserende lokale og turister, da farvestrålende blomsterstriber i flere år har været en fryd for øjet.

Mange landmænd er derfor også rigtigt ærgerlige over historien med de nedvisnede grøftekanter, en historie der startede som et læserbrev og så nåede forsiden af Tidende i går. Det er et helt unødvendigt slag mod landbrugets image og tegner slet ikke et retvisende billede af det bornholmske landbrug.


Kø til traktorkørsel ved 3. søndag i september på Langemyregaard