Søg Vis menu

Landbruget - en attraktiv arbejdsplads

27. aug 2020

Få inspiration til at skabe en attraktiv arbejdsplads

Det kan være en udfordring at rekruttere og fastholde kvalificerede medarbejdere. Antallet af unge, der kommer ind på arbejdsmarkedet, falder som følge af de mindre årgange, og der kommer generelt færre udenlandske medarbejdere til landet. Derudover er landbruget i konkurrence med mange andre brancher om medarbejderne. Derfor er det ekstra vigtigt at fremstå som en attraktiv arbejdsplads.

SEGES har udarbejdet et magasin, ”Landbruget – fremtidens bedste arbejdsplads”, der sætter fokus på, hvordan landmænd kan skabe en attraktiv arbejdsplads. I magasinet giver landmænd og driftsledere deres bud på, hvad der er vigtigt for at rekruttere og fastholde medarbejdere. Læs magasinet her.

Udover magasinet har SEGES også lanceret podcasten ”Landbruget – fremtidens bedste arbejdsplads”. Her fortæller tre landmænd, Dorte Himmelstrup fra Svendborg, Anders Kappel fra Thy og Bjarne Bonnerup fra Brønderslev om, hvorfor det er vigtigt, at landmænd har fokus på at skabe en attraktiv arbejdsplads.

- Vi er nødt til at skille os ud på den gode måde, for medarbejderne er den vigtigste ressource vi har i vores virksomhed, lyder det bl.a. fra Bjarne Bonnerup, svineproducent, i podcasten ”Landbruget – fremtidens bedste arbejdsplads”.

I podcasten fortæller de tre landmænd også, hvad de mener, der gør en arbejdsplads attraktiv, hvordan de selv begyndte at arbejde med det her område, og hvad de konkret har gjort for at sikre, at de kan rekruttere og fastholde dygtige medarbejdere i fremtiden. Podcasten ”Landbruget – fremtidens bedste arbejdsplads” ligger på kanalen SEGES Podcast, der kan findes i Apples podcastapp og via android. Dermed kan du lytte til podcasten direkte fra din telefon, mens du f.eks. sidder på traktoren, går i stalden, eller hvor du lytter til podcasts. Du kan høre podcasten via dette link.