Søg Vis menu

Låneomlægning til fast rente

14. jan 2019

v/ Økonomirådgiver Kenneth Jensen

Renten er historisk lav. Det har den været de sidste mange år. I tabellen nedenunder kan du se hvordan renteudviklingen har været på udvalgte tidspunkter siden 1996 hvor F1 lån kom på hylden.

År 1996 1998 2001 2004 2007 2008 2012 2015 2018
F1 4,8 5,7 5,3 2,3 4 7 1 0 0
Fast 30 år 8,2 6,5 7 5 5,1 6 4 3 2

F1 lån har altid slået fast rente: Der er ingen tvivl om at F1 lån har været det billigste valg i forhold til 30-årig fast rente siden 1996. Det er da også hver sit produkt. Jeg plejer at sammenligne det med en skadesforsikring med og uden selvrisiko. Det vil altid være billigere at vælge en forsikring med høj selvrisiko. Selvrisikoen ved F1 renten er risikoen for rentestigning. I dag koster det ca. 1,5 % point ekstra i rente ved fast rente. Det betyder at en landmand med fx 20 mio kr. i lån betaler ca. 300.000 ekstra i rente pr. år ved valg af fast rente.

De fleste vælger variabel rente: De fleste landmænd vælger den variable rente, typisk F1, F3 eller Cibor6 som er en F½ med halvårlig rentetilpasning. Når jeg stiller spørgsmålet om vi skal regne på omlægning til fast rente – er svaret ofte: ”Det er for dyrt”. Spørger jeg herefter om traktoren og mejetærskeren er forsikret – og hvor stor selvrisikoen er – så er svaret ofte ”Jeg gambler ikke med mine maskiner - de er ordentligt forsikret”

Gradvis ændring: De historiske rentesatser viser som bekendt at beslutningen omkring finansiering i variabel rente har været heldig. Det er altid let at rådgive på historiske fakta. Det er langt sværere at rådgive om fremtiden. Det er vigtigt at du som landmand spørger dig selv om du har det godt med risikoen for rentestigninger i fremtiden. Hvis du gerne vil sikre dig, så kan du sætte en proces i gang hvor du gradvist ændrer nogle af dine variable lån  (Cibor6, F1,F2 og F3) til fx F5 eller fastrente obligationslån.

Anbefaling: Gennem de seneste år har bankerne manet til besindighed og anbefalet hel eller delvis omlægning til fast rente. Nogle banker definerer fast rente som et obligationslån med fast rente, herunder også F5. Bankerne ser gerne at ca. 50% ligger i fast rente. Det er en fornuftig tommelfingerregel. Men det mest optimale er at få en beregning på den risiko du løber. Passer den til din generelle holdning til risici. Vidste du fx at det koster 0,3% i rentefradrag hver gang et F1 skal have ny rente. Det svarer til at ovennævnte F1 lån på 20 mio. koster 60.000 kr. i gebyr hvert år det skal have ny rente. Et F5 lån skal kun refinansieres hvert femte år og koster 0,2% i fradrag hvert femte år. Dvs. 40.000 kr. hvert 5. år. Gebyret indregnes i renten.

Hvorfor har vi lave renter: De historisk lave renter skyldes mange ting. Blandet andet den manglende vækst i EU og at Danmark fra udlandet bliver betragtet som et sikkert land at placere penge i. Men det kan hurtigt skifte. Derfor mener jeg at tiden er moden til en revurdering af gældssammensætningen.

Kontakt din økonomirådgiver:  På Bornholms Landbrug & Fødevarer kan vi hjælpe dig med at lave en rentestrategi der passer til dine holdninger - og give dig ro i maven.  Kontakt din økonomirådgiver på Bornholms Landbrug & Fødevarer for en snak om dette.

Seneste nyt: De fleste prognoser fra de største banker peger på stigende renter i 2019 og 2020. Fx forventer Nordea pr. 2. januar 2019 en rentestigning på F1 fra -0,17% til 0,31% i løbet af 2019. I slutningen af 2020 forventes F1 renten at være på 1,08%. Det er især forventninger til ophør af støtteopkøb af obligationer fra Den Europæiske Centralbank der har stor betydning. Støtteopkøbene har været med til at holde renterne nede i flere år. Samtidig forventes det at centralbanken vil forhøje renterne i slutningen af 2019.