Søg Vis menu

Kystfiskerprojektet kobler sig på Trolling Master Bornholm

2. maj 2018

Trolling Master Bornholm har velvilligt taget imod Kystfiskerprojektet, som har deltagelse at 6 bornholmske erhvervsfiskere

Det betyder konkret, at der kommer 2 erhvervsfiskere til Tejn på lørdag den 5. maj kl. 15 - 19, hvor Mikkel Marshall tager sig kærligt af de friskfangede fisk. De 2 fiskere er Henning Finne med R48 Tina og Bo Johansen med sin fiskebil med fisk fanget fra R32 Ninni.

Mikkel Marshall opstiller sit mobile køkken på kajen lige foran fiskerne. Her vil Mikkel stå og tilberede forskellige fisk og lave 3 lækre retter, som der deles smagsprøver ud af i en lind strøm. DagligBrugsen i Tejn sponserer alle øvrige ingredienser til de lækre retter.

Fiskerne vil stå på kajen og undervise og demonstrere hvordan man fileterer en torsk eller flår en skrubbe.

Og endelig er det muligt at købe de friskfangede fisk af fiskerne, så man kan gå hjem med Mikkels opskrifter og lave sine egne nye lækre fiskeretter.

Så kom og mød en erhvervsfisker, lær om erhvervet og ikke mindst køb noget fisk!

Velkommen og velbekomme!

BAGGRUND OM PROJEKTET
Bornholms Landbrug & Fødevarer er lead på projektet, der er målrettet de bornholmske kystfiskere og som er finansieret af EU's Hav og Fiskerifond, Fonden for beskæftigelsesfremmende Initiativer på Bornholm og J.P.A. Espersen og hustru, fru Dagny Espersens fond.

Projektets primære formål er at optimere salg og indtjening for fiskeren med en række andre sideordnede effekter, som eksempelvis mere fisk i gryderne hos os almindelige bornholmere.

Vi har 6 tilmeldte erhvervskystfiskere i projektet, fra hhv. Hasle, Rønne, Svaneke, Nexø og Sømarken. Nominelt er det ikke så mange, men er alligevel 50% af kystfiskerne på Bornholm. Der er plads til at flere kobler sig på. 

Projektet er sammensat af 7 arbejdspakker med følgende overskrifter.:

  • AP 1. Flere Havfriskfiskere, regler og tilladelser.
  • AP 2. Besøgsevents på kystfiskerbåde – kend din fisker.
  • AP 3. Community Supported Fisheries – Studieture og etablering af abonnementsordning på Bornholm.
  • AP 4. Udvikling af fiskeopskrifter.
  • AP 5. Gør den gode historie til events og en god forretning.
  • AP 6. Udvikling af innovative fiskeprodukter.
  • AP 7. Formidling, kommunikation og administration.

Projektperiode:
Projektet løber frem til og med september 2019