Søg Vis menu

Krav om autorisation for køb af sprøjtmidler

25. jun 2020

Husk at få autorisation i MAB og husk at tilknytte autorisationen til et CVR-nr.

Fra den 1. juli 2020 er der krav om, at man er autoriseret i MAB, Miljøstyrelsens autorisationssystem til brug af bekæmpelsesmidler for at kunne købe og anvende sprøjtemidler. For at blive autoriseret i MAB, skal man have sprøjtecertifikat eller -bevis og have et opdateret opfølgningskursus.

For at få autorisationen skal man logge på MAB med sit personlige NemID. Man skal logge på som privatperson og ikke som virksomhed, da oplysningerne om uddannelse er knyttet til cpr-nummeret. Følg linket til login her og se evt. vejledningen på vores hjemmeside her. Der er forskellige typer autorisation, men har du sprøjtecertifikat eller -bevis, er det S1-autorisationen, du skal vælge.

Miljøstyrelsen har oplysninger i MAB om de opfølgningskurser, du har deltaget i, men deres oplysninger går ikke særlig langt tilbage, så når du søger autorisation første gang, skal du formodentlig udfylde en elektronisk tro og love-erklæring på, at du har den fornødne uddannelse inden for sprøjteområdet. Derefter kan du lægge autorisationen i indkøbskurven.

Man skal huske at tilknytte autorisationen til et eller flere CVR-numre. Det sker ved at man i MAB sender en anmodning, der så skal godkendes af virksomheden, for at tilknytningen kan træde i kraft.

For at man kan anmode virksomheden om tilknytning, skal virksomheden være registreret i MAB. Er den ikke det, gøres det ved at logge på https://mab.mst.dk/virksomhed med NemID, og hvis valgmuligheden er der, skal man fortsætte som virksomhed og ikke privatperson. Når man har logget på, er virksomheden automatisk registreret i systemet, og det er så muligt at sende anmodning, der skal godkendes, ved at virksomheden igen logger på https://mab.mst.dk/virksomhed og godkender den anmodning, der ligger.

Autorisationen gælder 4 år fra den dato, du sidst var på opfølgningskursus/tog dit sprøjtecertifikat. Den første autorisation, du søger, er gratis, og derefter er prisen knap 200 kr.