Søg Vis menu

Kalveopstaldning og hjerteordning

27. apr 2020

Med hjerteordningen stilles krav til parvis opstaldning af kalve og større arealkrav ved fælles opstaldning.

For at leve op til Fødevareministeriets dyrevelfærdsmærke er der en række krav, du skal være opmærksom på. Specielt på opstaldning af kalve har vi modtaget en del spørgsmål, som vi har forsøgt at uddybe.

Kalve skal opstaldes to og to, senest fra 7 dage gamle:
For alle kalve, der bliver født efter 31. december 2020, gælder, at de skal opstaldes mindst to og to, fra de er syv dage gamle. Det betyder at kalve opstaldet i enkeltbokse skal samles i parbokse. Det kan f.eks. ske ved at fjerne midteradskillelsen i boksen – eller ved at lave en fælles løbegård til to kalve i hytter.

Der er krav til størrelsen på enkeltboksen til kalve, som vi i dag allerede kender fra kalvebekendtgørelsen:
• Krav til enkeltopstaldning for kalve optil 60 kg; min 100 cm bred og 120 cm lang (min 1,2 m2)
• Krav til enkeltopstaldning for kalve over 60 kg; min 100 cm bred og 140 cm lang (min 1,4 m2)

Nye krav gælder kalve i fælles opstaldning:
Det er vigtigt at forholde sig til, at de nye arealkrav i Hjerteordningen kun gælder for kalve opstaldet i fælles opstaldning. Men hvordan skal man forstå fælles opstaldning? Fælles opstaldning er, når der er tre dyr eller flere sammen.

En huskeregel er:
• 1 kalv er alene
• 2 kalve er et par
• 3 kalve eller flere er fælles

Det betyder, at først når kalvene er tre eller flere i et hold vil følgende arealkrav i tabel 1 være gældende.
For kalve opstaldet i par er kravet som beskrevet til enkeltopstaldning – men selvfølgelig beregnet til 2 kalve.

Forskellige krav til fællesopstaldning – alt efter om kalven skal blive til kød eller levere mælk:
I hjerteordningen er det ikke lige meget om kalven skal ende til kød- eller mælkeproduktion. I nedenstående tabel er opført de krav, der er til kalve i fælles opstaldning – alt efter om kalven skal ende i kødproduktion eller mælkeproduktion.

Det betyder f.eks., at såfremt du er mælkeproducent og leverer kalve til en slagtekalveproducent, så skal de kalve du leverer leve op til kravene for kødproduktion.

Tabel 1: Arealkrav til kalve i fællesopstaldning (tre dyr eller flere):

*: dog min 1,0 m2 pr. 100 kg dyr ved dyr over 220 kg
**: dog min 1,0 m2 pr. 100 kg dyr ved dyr over 380 kg

Bemærk, at reglerne for arealkrav trådte i kraft 1. januar 2020.

Fuldspalter og bindestald:
Uanset hjerteniveau gælder det at det dyrene ikke må bindes eller opstaldes på fuldspalter.

Husk miljøreglerne:
Hvis du ændrer eller udvider dit produktionsareal til dyr, skal du lave en ny miljøgodkendelse. Det betyder, at indkøber du flere vogne, hytter eller på anden måde for mere plads i stalden, hvor kalvene skal gå vil der være krav til en ny miljøgodkendelse.

Har du uafklarede spørgsmål i forbindelse med Hjerteordningen, er du velkommen til at kontakte KvægRådgivning Danmark.