Søg Vis menu

Gylletid igen

12. apr 2019

v/ planterådgiver Ole Harild

Som mange nok har bemærket, så er tiden kommet hvor vores marker på Bornholm skal have deres årlige forsyning af næringsstoffer. En meget stor del af markerne får det meste tilført som gylle, enten svinegylle direkte fra svinestaldene, som kvæggylle fra kvægstaldene eller som afgasset gylle fra biogasanlægget i Aakirkeby. Det at markerne får den væsentligste del af næringsstofferne fra gylle gør, at vi ikke bruger ret meget handelsgødning længere. Faktisk brugte vi tilbage i 1980’erne og 1990’erne dobbelt så meget handelsgødning som vi gør i dag. Det skyldes væsentligst, at vi udnytter husdyrgødningen (gyllen) meget bedre, end vi gjorde dengang. Måden man kan udnytte gyllen bedre er ved at tilføre gyllen, når afgrøderne har brug for næringen. Det har de nu, hvor de for alvor skal vokse. Derfor bliver stort set al gylle kørt ud i det tidlige forår.

Ingen synes, at gylle lugter godt, men der er endnu ikke opfundet gylle, der ikke lugter. Den gylle, der lugter mindst, er nok den afgassede gylle fra Biogasanlægget.

Jeg kan forstå, at der er mange i Gudhjemområdet, der føler sig generet af gyllelugt, og som mener, at det aldrig har lugtet så meget som i år. Det passer med garanti ikke. Alle der kan huske tilbage til 80`erne og 90`erne har set (og lugtet), hvordan man dengang kørte gylle ud ved at puste det højt op i luften, hvorefter det faldt ned som et tæppe over planter og jord. Det lugtede meget mere, end det gør i dag, hvor gyllen bliver lagt ud på jorden med slanger, der placerer gyllen på jorden næsten uden at gyllen sprøjter og derved frigiver kraftig lugt.

Dengang kunne man i flere uger - hvis der ikke kom regn - mærke at det sved i øjnene, når man var på en mark der havde fået gylle. I dag lugter det ikke så kraftigt og slet ikke så længe som før i tiden.

Noget gylle lugter dog lidt mere end andet gylle, og det er de steder, hvor landmanden er blevet påbudt at tilsætte svovlsyre til gyllen, for at mindske ammoniakfordampningen i stalden. Det er et krav fra myndighederne, og ikke noget landmanden selv ønsker at gøre. Dog er der stadig meget mindre lugt, også fra denne gylle, end der var i gamle dage.

Jeg kan trøste med at lugten snart fortager sig, og i løbet af få uger er stort set al gylle blevet tildelt på markerne. Så går der et helt år før vi igen skal gyllesæsonen igennem.