Søg Vis menu

Græsning af Rytterknægtengen i udbud

11. jan 2021

En lille skoveng midt i Almindingen søger robust kvæg til naturpleje

Naturstyrelsen udbyder forpagtning af Rytterknægtengen beliggende Springbakkevejen 10 i Almindingen.

Formålet med forpagtningen er pleje af naturarealer. Arealerne afgræsses for at sikre og forbedre den biologiske mangfoldighed, så der skabes et varieret landskab med både skov, krat og lysåbne arealer. Græsningen sikrer, at arealerne holdes lysåbne, samt at der fjernes næring fra arealerne, så der gives plads til de plantesamfund, som er tilknyttet naturtyperne.

Forpagtningen har et areal på ca. 2,5 ha, der skal afgræsses med robuste kvægracer, et moderat græsningstryk og en lang græsningssæson for at sikre en varieret vegetationshøjde med levesteder for både dyr og planter.

Frist for indlevering af bud er 2. februar 2021 kl. 12.00. Se Naturstyrelsens udbudsmateriale her, og læs mere på Naturstyrelsens hjemmeside, hvor du også finder udkast til kontrakt, tilbudsblanket og tro og love-erklæring. Kontrakten løber i 5 år fra den 1. januar 2021.