Søg Vis menu

Folkeskoleelever på Kannikegaard

25. sep 2018

Elever fra Paradisbakkeskolen hører om planteproduktion

Igen i år har landets folkeskoler fokus på naturvidenskab i uge 39, og hele ugen er dedikeret emnet. Skolerne er blevet præsenteret for en bred vifte af tilbud, klasserne har kunnet vælge mellem, og i løbet af ugen vil de komme ud på besøg hos relevante virksomheder som Energitjenesten, BOFA og NaturBornholm.

Fra Bornholms Landbrug & Fødevarers side har vi budt ind med tilbud til eleverne på de ældste klassetrin om, at de kunne høre om planteproduktionen på Bornholm. Det er der blevet taget godt imod fra skolernes side, og i løbet af ugen får vi besøg af to 9. klasser fra Paradisbakkeskolen i Nexø og af fire 7. klasser fra Åvangsskolen. Besøgene starter på Kannikegaard, hvor Carsten Mouritsen fortæller om planteavlen på Bornholm – bl.a. om hvor mange hektar dyrkes der afgrøder på, hvilke afgrøder, og ikke mindst hvad bruges afgrøderne til, efter de er høstet: Mel, olie, foder osv.

For at kunne vise eleverne, hvad der videre sker med afgrøderne, er vi så heldige, at vi har fået aftaler i stand med DLF og Lehnsgaard Rapsolie. Hos DLF kan eleverne høre Thomas Jørgensen fortælle om græsfrøproduktionen på Bornholm, og hvordan græsfrøene behandles efter høst. Hos Lehnsgaard Rapsolie får eleverne rundvisning på fabrikken, så de kan få et indblik i produktionen af olien fra rapsfrøene kommer ind, til olien er udvundet og hældes på flasker.

Det er en fornøjelse at få besøg af de unge elever og få lov at vise en del af landbruget frem – vi håber meget, at eleverne føler, de får noget med sig hjem!