Søg Vis menu

Folkemødet 2018

25. maj 2018

Igen i år er Bornholms Landbrug & Fødevarer på Folkemødet i Allinge og det er nok alle bekendt, at det er torsdag den 14. juni til og med søndag den 17. juni at Bornholm er på den anden ende.

Vores stand ligger samme sted som tidligere år – i Danchells Anlæg standplads A9.

I Bornholms Landbrug & Fødevarer har vi planlagt i alt 11 events og debatter med den røde tråd vi kalder: ”Vi dyrker fødevarerne”

Vores program findes her.

Vi favner hele det politiske spektrum med Kommunalpolitikere, Folketingspolitikere og Europaparlamentariker. Vi har debattører med fra flere forskellige videns institutioner, hvor vi med stor forventning ser frem til at få nogle svar på fremtiden.

Vi har også alle generationer med, hvor både 4H og Bornholms LandboUngdom er værter for 2 events. Der bliver diskuteret mad i børnehøjde og hvad der skal til for at bibringe vores børns viden og holdninger til en fornuftig livsstil. Bornholms LandboUngdom sætter igen i år fokus på de udfordringer der er for unge landmænd og livet som ung på landet.

Vi sætter fokus på udfordringerne med at rekruttere kvalificeret arbejdskraft til erhvervet og har bl.a. Karen Hækkerup i panelet.

Ind i mellem debatterne har vi forskellige smagsprøver, som Landbokvinderne tilbereder i deres medbragte madvogn. Bornholms Ismejeri kommer og giver smagsprøver, Nygaard er ligeledes på standen og giver smagsprøver på den bornholmske Kalv ligesom Poul Erik Kristoffersen viser sine bier og frem og giver smagsprøver på den lækre honning

Bestyrelsen og en række andre landmænd er tilstede og klar til at svare på spørgsmål eller på anden måde forklare hvad Bornholms Landbrug & Fødevarer er for en størrelse.

Kom endelig forbi og få nogle hyggelige timer sammen med os.

Vi ses til Folkemødet 2018 – vel mødt!