Søg Vis menu

Fiskeriforeningen til Kannikegaard

7. nov 2018

Bornholms & Christiansøs Fiskeriforening har fået kontor på Kannikegaard

Bornholms & Christiansøs Fiskeriforening er flyttet ind på Kannikegaard i Aakirkeby hos Bornholms Landbrug & Fødevarer men opretholder et servicekontor på Rønne Havn. Flytningen til Kannikegaard har først og fremmest noget at gøre med, at de 2 foreninger i større udstrækning samarbejder.

Bornholms & Christiansøs Fiskeriforening er en forholdsvis lille forening men med store udfordringer for dets medlemmer. I visse sammenhænge kan et samarbejde med en større forening, som eksempelvis Bornholms Landbrug & Fødevarer, om at forbedre rammerne for fødevareproduktionen, herunder fiskeriet, være nyttig.

Derudover samarbejder de 2 foreninger i Kystfiskerprojektet, der er målrettet de mindre kysterhvervsfiskere.

At vi nu bor i samme bygning, vil uden tvivl skabe endnu bedre rammer for vores samarbejde udtaler Thomas Thomsen og Lars-Ole Hjorth-Larsen.

Disse bevæggrunde falder sammen med, at Bornholms & Christiansøs Fiskeriforening har en interesse i at reducere foreningens omkostninger og fremlejer derfor en større del af deres bygning på Rønne Havn.