Søg Vis menu

Firmaets ekstra mand

27. okt 2020

Firmaets ekstra ”mand” hedder Signe – når Lehnsgaard Bornholms Oliemølle skal udvikles og fremtidssikres

Lehnsgaard Bornholms Oliemølle udvikler sig mod nye markeder og nye produkter. Og derfor er der ind imellem brug for et par ekstra hænder, som sidder på én med særlige kompetencer i fødevarelovgivning og fødevarecertificering. Der er ikke arbejde til en fuldtidsansat, men i en periode er der meget arbejde. Mere end hvad firmaets to ejere; Hans Hansen og Henrik Kai Hansen selv kan afse.

Henrik Kai Hansen fortæller:

”Vi vil gerne fremtidssikre Lehnsgaard Bornholms Oliemølle, så vi får mulighed for at handle med udenlandske firmaer. Derfor har vi i noget tid haft et ønske om en såkaldt IFS-certificering. Vi ved at det kan give os nye muligheder, men vi ved også, at det kræver mange kræfter i en periode. Flere end hvad vi selv kan afse, når vi også skal varetage den daglige ledelse. Derfor har det været en perfekt løsning for os, at Signe Folke fra Bornholms Landbrug & Fødevarer i dette efterår fungerer som firmaets ekstra medarbejder. Signe og jeg arbejder tæt sammen om at få IFS-certificeringen i hus”.

Thomas Bay Jensen, direktør på Bornholms Landbrug & Fødevarer supplerer:

”Vi tror, at mange bornholmske fødevarevirksomheder har et potentiale, som kan udløses, hvis virksomheden får en specialiseret medarbejder ind i en afgrænset periode. Og her kan vores fødevarerådgiver Signe Folke gøre en forskel. Flere bornholmske fødevarevirksomheder kan have gavn af en skræddersyet og økonomisk attraktiv aftale – så vi vil gerne opfordre andre til at kontakte os for en uformel snak om mulighederne. Det gælder om at tage dét skridt fremad, som det kan være svært at få tid til i en travl hverdag”.

Bornholms Landbrug & Fødevarer har i de seneste 6 år haft Signe Folke ansat som fødevarerådgiver med speciale indenfor Fødevarestyrelsens lovområde. Det er en unik ordning, som ingen andre danske landbrugsvirksomheder tilbyder. Fødevarerådgivningen er ét af Bornholms Landbrug & Fødevarer´s bidrag til Den Bornholmske Fødevarestrategi, som er udarbejdet af Bornholms Regionskommune, Gourmet Bornholm og Bornholms Landbrug & Fødevarer i fællesskab.