Søg Vis menu

Et vildt projekt med rødder i naturen

9. jan 2020

Dyrkning af vilde bornholmske planter og gamle bornholmske sorter

Bornholm har en mangfoldighed af vilde, vildtlevende og tidligere dyrkede planter, som var en stor del af grundlaget for vore forfædres husholdninger. Det gastronomiske potentiale i de vilde planter, og i de forvildede gamle sorter, er ganske omfattende, da smagsoplevelserne med disse urter ofte er spændende og anderledes i forhold til de almindeligt dyrkede arter.

Det er overordentlig tidskrævende at indsamle de vilde urter, og gældende lovgivning om indsamling bringer teknisk set også kokke og fødevareproducenter i et dilemma, da indsamling til kommercielt brug ganske enkelt ikke bare er lovligt hvor som helst og af hvilken som helst botanisk art. Dertil kommer, at en række planter af stor gastronomisk interesse kun findes i meget begrænset antal i naturen - og derfor ikke kan samles.

Derfor var det særdeles aktuelt at starte et projekt, som indeholdt registrering, indsamling, afprøvning, undersøgelse af dyrkningsegnethed og opformering af spiselige vilde og forvildede planter og gamle bornholmske sorter. Projektet, som fik titlen ”Dyrkning af vilde bornholmske planter og gamle bornholmske sorter”, fik støtte fra en særlig pulje til bevarelse af plantegenetiske ressourcer under Landbrugsstyrelsen, Miljø og Fødevareministeriet, og kørte fra 2016 til udgangen af 2019.

I projektet blev der gravet og samlet frø. Der blev plantet, sået og vandet og luget ukrudt.


Signe Folke, BLF, luger ukrudt

Og der blev registreret resultater. Efterhånden som arterne var ved at være indsamlet, gik arbejdet videre med at se nærmere på deres egnethed som fødevare, deres kulturhistorie og deres dyrkbarhed. Der er således blevet skrevet planteprofiler for arterne med en mængde relevante informationer som det ellers ville tage producenterne lang tid at grave frem. Dette materiale ligger tilgængeligt på hjemmesiden under projekter, se det her.

Initiativtager til projektet Thomas Guldbæk, formidlingschef og naturvejleder fra gaarden-Bornholms Madkulturhus/Bornholms Museum/Gourmet Bornholm, har skrevet en artikel om projektet. Læs artiklen her.


Thomas Guldbæk i planterne