Søg Vis menu

Elever fra BornPro pakkede frøposer

4. apr 2019

Bornholms Landbrug & Fødevarer havde torsdag besøg af 20 elever fra Bornholms Produktionsskole

Eleverne fra Bornpro skulle hjælpe Bornholms Landbrug & Fødevarer med at pakke frøposer, som skal uddeles i forbindelse med kampagnen #Bornholmblomstrer. 

Det summede af liv i lokalet og eleverne var flittige, som arbejdsbier og løste opgaven over al forventning. Dagens målsætning var at pakke 500 frøposer. Eleverne havde næsten ikke tid til at holde pause og var meget optaget af, at løse opgaven, og det var en fryd at se deres arbejdsomhed og kampgejst.

Eleverne skulle samtidig høre om, hvorfor de pollensøgende insekter har det svært i det moderne produktionslandskab, og hvad vi kan gøre for at hjælpe dem. En hvedemark eller græsplænen i villahaven er som en ørken for en bi. Blomsterstriber kan give de pollensøgende insekter noget at leve af. Målet er, at der skal udsås et areal svarende til 10 store fodboldbaner med blomsterstriber på Bornholm i 2019.

Første gang hvor lokale gratis kan afhente en frøpose med pollen- og nektarblomster til haven bliver til eventen ”Køer på græs” på Smørjeppegård, søndag d. 14 april fra kl. 11.00-14.00.

Klaus H. Petersen er tovholder for kampagnen #Bornholmblomstrer og havde inviteret BornPro-eleverne til dagens pakning af frøposer.


Der pakkes blomsterfrø