Søg Vis menu

Den bornholmske kandidat til Årets unge landmand 2021

3. sep 2021

Bornholms Landbrug & Fødevarer indstiller Kim Nielsen, som en værdig kandidat til Landbrug & Fødevarers, Landbrugsavisens og Gjensidiges pris ”Årets unge Landmand” i Danmark 2021. Kåringen finder sted i november.

Kim er 34 år og driver Østre Pilegård.

Kim er uddannet landmand og har været igennem et glidende generationsskifte i perioden 2011 - 2020.

Kim blev uddannet landmand på Sjællands Landbrugsskole i Høng med færdiggørelsen af ”virksomhedslederen” og kom derefter hjem og overtog første del af Østre Pilegård i et glidende generationsskifte. På det tidspunkt var der 3 malkerobotter på ejendommen i stalde fra 1995 og 2000. Robotterne fungerede ikke optimalt, og der var ret hurtigt enighed om at bygge en ny kostald, med malkestald og plads til alle de malkende køer. Sideløbende er der løbende blevet købt naboejendomme til.

Sidste del af generationsskiftet skete ultimo 2020 og Kim er således eneejer af Østre Pilegård i dag. Der er et omfattende mark og maskinsamarbejde med broderen Kurt Nielsen, der ejer naboejendommen Splitsgård,(ca. 180 ha).

Østre Pilegård er en moderne malkekvægsejendom, med ca. 450 årskøer inkl. opdræt. Der drives, inkl. forpagtninger og broderens 180 ha, ca. 540 ha

Ydelsen pr årsko har i 2019 og 2020 ligget på 11.500 kg EKM til mejeriet, celletallet har i 2020 ligget på 86.000 enheder og ved sidste generalforsamling i Bornholms Andelsmejeri fik Østre Pilegård 2. pladsen i kvalitetsmesterkonkurrencen og vandt gulduret, hvilket betyder, at Østre Pilegård har holdt alle kvaliteter igennem hele året.

Avlsarbejdet prioriteres højt og alle kvier gentestes før de insemineres. Dette giver udslag i, at der med mellemrum bliver godkendt en guldkalv af Viking Genetics. Der eksporteres årligt 20-60 kvier.

Økonomi

Overtagelse, byggeri og udvidelse er blevet gennemført forbilledligt og meget professionelt af Kim og hans far Carsten Nielsen.

Økonomisk er det lykkedes at opnå en gunstig finansiering med udgangspunkt i en god rating, baseret på stabile og meget gode flotte driftsresultater, som trods udvidelser kun har udviklet sig positivt. Der har været en meget god dialog med pengeinstitut, og såvel budgetter som indtjening er realiseret bedre end forventet. Kim har med den meget stabile og positive udvikling vist, at han kan løfte arven efter sin far.

Management

Kim har taget en lederuddannelse og er meget opmærksom på at såvel dyr som mennesker trives på gården. Kim er meget bevidst om at et godt arbejdsmiljø er med til at give en god performance på bedriften.

Bedriften har i dag 5 fuldtidsansatte ud over Kim selv.

Gården fremstår flot og velholdt og ordentlighed præger hele bedriften.

Fremtiden

Kim er positiv og er i gang med planlægning af ny kalve/ungdyrsstald for at optimere bedriften på Østre Pilegård. Der er så mange udefra kommende faktorer der kan påvirke hans forretning, som han ikke selv er herre over. Så derfor er Kim og hans medarbejdere fuldt ud fokuseret på det, de kan gøre noget ved, nemlig at fastholde og udvikle de flotte produktionsresultater.

Fremtiden kan sandsynligvis føre til mere jordkøb og en udvidelse af kostalden, hvor der er der planer om tilbygning til den eksisterende kostald, så han kan udnytte tilladelsen på 720 årskøer.

Bornholms Landbrug & Fødevarer ønsker Kim held og lykke med bedriften og indstiller Kim Nielsen som en værdig kandidat til Landbrug & Fødevarers, Landbrugsavisens og Gjensidiges pris ”Årets unge Landmand” i Danmark 2021.