Søg Vis menu

Bornholm går forrest i indsats mod plastik

25. jan 2021

Mindre plastikaffald og mere genanvendelse af plast i landbruget

På landsplan har Landbrug & Fødevarer indledt et sektorsamarbejde med Miljøministeriet om indsats mod plastik i landbrugs- og gartnerierhvervet. Allerede i dag sorterer landmænd plastikaffald, og cirka en fjerdedel af al plast i landbruget indsamles og genanvendes. Men regeringen har sat et mål om, at 50 % af al plastik skal udsorteres til genanvendelse i 2025, og i 2030 skal det være 80 %.

På Bornholm har vi den helt særlige udfordring, at forbrændingsanlæggets kedler slukker i 2032 som et led i at gøre Bornholm til et affaldsfrit samfund. Dermed er der principielt kun to veje frem: At eksportere plastikaffaldet eller at genanvende det.

Derfor har Bornholms Landbrug & Fødevarer taget initiativ til projektet Circlewrap, der skal forberede erhvervet til en fremtid, hvor landbrugsplast genanvendes 100 %, allerede i 2032 på Bornholm. Via projektet skal mulighederne for at indsamle og genanvende de forskellige typer af plastik fra landbrugssektoren undersøges, og det skal kortlægges, hvor meget plastaffald, der er i landbruget, hvilke typer, der er tale om og i hvor høj grad det kan genanvendes, samt hvilke udfordringer landmanden møder i den sammenhæng.

Det er viden og erfaringer landbruget i hele landet kan gøre brug af, da landbruget afhængige af plast til for eksempel sikring af hygiejne og kvalitet i ensilage, hø og halm til foder. Og det harmonerer fint med det sektorsamarbejde, Landbrug & Fødevarer har indledt med Miljøministeriet. Sektorsamarbejdet skal se på mulige konkrete løsninger på tværs af værdikæden – fra landbrug og gartnerier, til indsamlingsvirksomheder, plastvirksomheder, forhandlere og genbrugsvirksomheder. SEGES satte allerede i 2020 fokus på genanvendelse af plastik i landbruget ved at samle mange af de aktører, der skal involveres, for at finde løsninger – lige fra landmanden selv, til gårdens leverandører og fødevareproducenterne, og det er hos SEGES, at sekretariatet for det nye sektorsamarbejde kommer til at ligge.

En række bornholmske landmænd har allerede sagt ja til at være med i projekt Circlewrap, og det samme har BOFA og Fugato. For BOFA vil det nye samarbejde med Bornholms Landbrug & Fødevarer om landbrugsplast bringe dem tættere på deres mål. Det perspektivrige og banebrydende samarbejde om landbrugsplast er samtidig en del af BOFAs udviklingsplatform Zero Waste Bornholm, hvor  man går sammen med erhvervslivet og tester og udvikler nye cirkulære løsninger og forretningsmodeller, der skal bane vej for grøn eksport af danske teknologier og løsninger inden for cirkulær økonomi.

Det er håbet, at der vil være opbakning og midler til projektet, der skaber grøn omstilling på Bornholm og bidrager til visionen om et klimavenligt og CO2-neutralt samfund.