Søg Vis menu

BLFs håndtering af Coronasmitterisikoen

12. mar 2020

Forholdsregler i forhold til smitterisiko for Coronavirus

Coronavirussen har holdt sit indtog i Danmark. Onsdag meldte statsministeriet ud, at dele af Danmark lukker ned de kommende to uger for at inddæmme smitten. I Bornholms Landbrug & Fødevarer vil vi også gøre vores for at være med til at begrænse smitten af Corona.

I forhold til foreningen havde vi allerede inden statsministerens udmelding valgt at aflyse årsmøderne for svin, økologi og kvæg samt at udsætte BLFs generalforsamling på ubestemt tid. Derudover aflyses alle øvrige møder i foreningsregi frem til og med den 31. marts samt møder, der skulle være holdt på Kannikegaard arrangeret af eksterne parter.

Kontoret på Kannikegaard er fortsat åbent, og vi har udstukket retningslinjer for medarbejderne for kundebesøg, internt samvær, håndhygiejne, fysisk kontakt mv. Vi skal undgå at være for tæt sammen, og derfor vil der være medarbejdere, der arbejder hjemmefra, ligesom vi vil fordele os på flere kontorer for at få mere afstand mellem medarbejderne. Vi skal også undgå fysisk kontakt, og derfor bliver der f.eks. ikke givet hånd her på Kannikegaard i øjeblikket.

I forhold til kundebesøg vil vi udsætte de møder, det ikke er strengt nødvendigt at afholde nu og her. Laver vi aftaler, vil vi spørge kunderne, om de har været i udlandet inden for de sidste 14 dage, og hvis det er tilfældet, vil vi udsætte mødet. Vi vil også i højere grad end normalt forsøge at lade kontakten foregå pr. telefon eller mail i den kommende periode.

For at kunder, der skal hente eller aflevere dokumenter til økonomirådgivningen, ikke skal være nødsaget til at gå gennem huset, vil det blive aftalt med medarbejderen at mødes uden for hoveddøren, alternativt afleveres eller hentes dokumenterne i sekretariatet.

Vi har alle et ansvar for at gøre, hvad vi kan for at begrænse og stoppe Coronasmitten, og her på Kannikegaard vil vi gøre, hvad der står i vores magt for at få løst opgaverne for vores kunder på bedst mulig vis samtidig med, at vi tager vores forholdsregler i forhold til Corona.