Søg Vis menu

Afslutning af Bornholms Fødevareklynge

8. jul 2020

Bornholms Fødevareklynge er blevet en naturlig del af øens fødevarefortælling

Bornholms fødevareerhverv har været i en positiv udvikling i en lang årrække. 1. januar 2015 blev der sat ekstra turbo på den udvikling, da Bornholms Fødevareklynge blev etableret. Med Kannikegaard og det dengang helt nye Madkulturhus i Melsted som de primære kraftcentre, blev der sat gang i en masse aktiviteter, som alle blev designet med fødevarebranchens ønsker for øje. Projektet Bornholms Fødevareklynge er nu afsluttet og partnerne Maria Barslund, Gourmet Bornholm, Winni Grosbøll, Bornholms Regionskommune og Lars-Ole Hjorth-Larsen, Bornholms Landbrug & Fødevarer er klar til at fortsætte samarbejdet.

Afklaring af behov, koordinering & samarbejde, stejle læringskurver, kompliceret produktudvikling, salg/afsætning, nye kundegrupper og nye produkter, eksport, iværksætterdrømme & oplevelsesøkonomi. Og meget mere…

Resultaterne og de positive effekter er tydelige. Blandt de mest iøjnefaldende er, at tæt på 240 fødevarevirksomheder har fået konkret hjælp gennem fødevareklyngen. Det har været alt fra større innovationsmøder om f.eks. bæredygtig emballage eller eksport til isolerede processer om oplevelsesudvikling til festivaler, messedeltagelse eller afsætning til detailhandlen.

En af de virksomheder, som har haft stort udbytte af arbejdet i Bornholms Fødevareklynge, er Bornholms Oliemølle. Partnerne Hans Hansen og Henrik Kai Hansen har arbejdet med certificering, og gennem fødevareklyngen har de fået defineret deres konkrete behov, så de står bedre rustet i en hård, international konkurrence og med nye, grønne kunder. ”Vi vil gerne sikre os, at vi kan være en attraktiv leverandør til hele verden, og det betyder, at man skal kunne dokumentere nogle temmelig komplicerede certificeringskrav. Med hjælp fra Bornholms Fødevareklynge har vi fået defineret de krav” fortæller de to.

Bornholms Fødevareklynge har haft meget kontakt til de mange nye fødevarevirksomheder, som har etableret sig på Bornholm de seneste år. En af dem er NXØ Brewery, som laver Vandkefirperler. Paulie Melnyk er ikke i tvivl om effekten af klyngesamarbejdet: ”For en nystartet virksomhed som min har det været meget værdifuldt at kunne få vejledning om fx egenkontrol, men også inspiration til at lave oplevelser ved festivaler og events.”

De bornholmske fødevarer er en tydelig og meget vigtig del af markedsføringen af Bornholm til turister, og det er en væsentlig del af fortællingen gennem Destination Bornholm. Direktør Pernille Lydolph er ikke i tvivl om effekten af samarbejdet: ”Vores fælles koordination og samarbejde i fødevareklyngen har i den grad sat Bornholm på landkortet som en ø, der har en stærk identitet på mad og oplevelser, og som desuden er attraktiv for nye fødevareeventyr. Vi har arbejdet med fortællingen om den bornholmske smag, med oplevelser i blandt andet Kulinarisk Ø – Bornholms Madfestival og med eksponering på messer og ved events. Alt det kan vi bruge i vores markedsføring og dermed sikre et endnu stærkere grundlag for en positiv udvikling på Bornholm.”

Projekt Bornholms Fødevareklynge er støttet af med midler fra EU’s Regionalfond samt midler fra Uddannelses- og Forskningsministeriet og har desuden budt på en lang række andre aktiviteter. Netværket er blandt andet blevet inspireret og styrket gennem to studieture til Sverige og Frankrig, men der har også været samarbejde om f.eks. flere lokale varer i offentlige gryder, dyrkningsprojekter samt de regelmæssige koordineringsmøder i hele klyngen. Desuden har samarbejdet og projektet betydet, at Bornholm nu har et effektivt og aktivt arbejdsredskab i kraft af Bornholms Fødevarestrategi 2017-25 og dermed en retning for arbejdet fremadrettet.

Projektet bliver evalueret i efteråret 2020, og både slutrapport og evaluering bliver tilgængelige via partnernes respektive formidlingskanaler.