Søg Vis menu

Afgræsning af Jagtkæret i udbud

6. jul 2020

Ca. 4,2 ha naturgræs i Almindingen til afgræsning med robuste kvægracer

Naturstyrelsen udbyder Jagtkæret til afgræsning. Formålet med forpagtningen er pleje af naturarealer. Arealerne afgræsses for at sikre og forbedre den biologiske mangfoldighed, så der skabes et varieret landskab med både skov, krat og lysåbne arealer. Græsningen sikrer, at arealerne holdes lysåbne, samt at der fjernes næring fra arealerne, så der gives plads til de plantesamfund, som er tilknyttet naturtyperne.

Se beliggenheden af Jagtkæret på kortet nedenfor (markeret med A):

Der afgræsses med robuste kvægracer, et moderat græsningstyk og en lang græsningssæson for at sikre en varieret vegetationshøjde med levesteder for særligt insekter, fugle og padder. Der accepteres dog supplerende græsning med andre dyrearter efter nærmere aftale med bortforpagter. Offentligheden har fri adgang til at færdes på alle arealerne, hvorfor opsøgende eller nervøse dyr (uvane dyr) ikke må udsættes på arealerne.

Forpagtningen har et areal på ca. 4,2 ha bestående af eng, mose, skovbryn og vandhuller, og kontrakten løber i 5 år fra d. 1. september 2020 til d. 31. december 2025. Kontrakten kan forlænges én gang for yderligere 5 år efter nærmere aftale.

Afgivelse af tilbud sker ved indsendelse af tilbudsblanket, der skal være Naturstyrelsen i hænde senest d. 29. juli 2020 kl. 12.00. Tilbudsblanket modtaget efter dette tidspunkt vil ikke blive taget i betragtning.Se mere om forpagtningen og tilbudsgivning på Naturstyrelsens hjemmeside.

Du kan få flere oplysninger ved at kontakte skovfoged Mejse Holm på mobil 2219 0194, på 7254 3005 eller på mail mejho@nst.dk.