Søg Vis menu

Folkemødet, lørdag

Kom og mød os på vores stand under træet i Danchells anlæg og få en snak med en landmand.

Vi har besøg af Landbokvinderne, der sørger for smagsprøver og hyggelig stemning sammen med LandboUngdom, 4H og meget mere.

Vi glæder os til at se jer!

Find og følg os på Facebook: Bornholms Landbrug & Fødevarer

 

Dagens program:

Lørdag den 16. juni kl. 09.00 – 10.00

Økologisk morgenmøde

Kom og hør hvad der foregår på økologiområdet i Landbrug & Fødevarer, giv dit input til, hvilken retning økologien skal udvikle sig i, og hvordan vi kan blive endnu bedre til at varetage medlemmernes interesser i forhold til den økologiske produktion.

Der er morgenmad i teltet og værter er formanden for Landbrug & Fødevarers Økologisektion Hans Erik Jørgensen og formanden for Bornholms Landbrug & Fødevarer Lars-Ole Hjorth-Larsen.

 

Lørdag den 16. juni kl. 10.30 – 11.30

Debat 07 - BLU stiller skarpt på generationsskiftet i landbruget

Nye unge landmænd står klar til at generationsskifte, men en kritisk banksektor og stramme regler omkring beskatning af sælgerpantebreve, høj tinglysningsafgift mv. gør det svært for unge at blive selvstændige. Hvilke krav stiller bankerne til de unge og kan vi gøre noget ved lovgivningen – et interessant emne, som debatten vil forsøge at give nogle svar på.

Paneldeltagere: Annette Hansen, Erhvervsdirektør Danske Bank Bornholm. Christian Møller Holm, Formand Bornholms LandboUngdom. En ung landmand.

 

Lørdag den 16. juni kl. 12.00 – 13.15

Debat 08 - Maddannelse

Mad fylder meget i vores liv og mad er ofte identitetsskabende - ”du er hvad du spiser”, og det kommer i stadig stigende grad til at være et statussymbol for en stor gruppe mennesker.

Vi har i dag samlet et panel, der hver især har en tilgang til børn og fødevarer, og vi vil høre deres holdning til emnet og sætte deres viden og holdning i spil i forhold til påstanden om: ”at jo tidligere børn bliver introduceret til madlavning, jo større sandsynlighed er der for at børnene udvikler sunde madvaner og bliver glade børn.”

I forlængelse af denne debat tager Teknologisk Institut debatten ind i en verden af fremtidens fødevarer, hvad er det vi skal producere og spise om 10 år?

Paneldeltagere: Nikolaj Løngreen, Fødevarekonsulent Bornholms Regionskommune. Jørgen Lund Severin (BUM), lærer Paradisbakkeskolen. Morten Riis(L), Formand for Børne- og Skoleudvalget. Maike Fiil (V), Næstformand i Børne- og Skoleudvalget. Anne Louise Dannesboe Nielsen, Sektionsleder, ph.d. Fødevareteknologi, Teknologisk Institut.

 

Lørdag den 16. juni kl. 13.45 – 14.45

Debat 09 - Natur i agerlandet

Biodiversitet, grønne bølger, nationalparker, naturparker, Det Grønne Danmarkskort etc. er nogle af de mange begreber, der eksisterer og arbejdes med i Landbrugsstyrelsen, de grønne organisationer, kommunerne og ikke mindst i landbruget.

Danmark er afhængig af en landbrugsproduktion, der kan udvikles i takt med at konkurrencevilkårene ændres. Det betyder en konstant udvikling af bedrifterne for at sikre en fastholdelse af konkurrenceevnen.

Hvordan udvikler vi den smarte sameksistens?

Paneldeltagere: Leif Olsen (SF) formand for Natur- og Miljøudvalget. Andreas Ipsen (V) Næstformand i Natur- og Miljøudvalget. Kim Wendelboe, Regulatory Manager, Nordics i Syngenta. Jakob Tilma, Kommunikationschef Dansk Planteværn. Rikke Lundsgaard, DNs landbrugspolitiske seniorrådgiver.

 

Lørdag den 16. juni kl. 17.00 – 18.00

Debat 10 - Land og by skal være tættere på hinanden

Bornholms LandboUngdom kaster bolden op til debat om hvordan afstanden mellem land og by kan gøres mindre. Hvad kan BLU som forening gøre for at bringe land og by tættere? Hvad gør Tænketanken Frej for at forbedre landbrugets image. Vi vil skabe en debat, hvor paneldeltagerne diskuterer hvordan man som forening kan skabe gode relationer mellem land og by.

Tænketanken Frej har i løbet af Folkemødet indsamlet forskellige holdninger og fordomme til landbruget. Vi hører hvilke fordomme der er og diskuterer handlinger.

Paneldeltagere: Tænketanken Frej. Bornholms LandboUngdom

 

Find vores samlede program her.