Søg Vis menu

Indstilling til Fremtidens Landmand 2022

15. okt 2021

Bornholms Landbrug & Fødevarer indstiller Preben Bjerregaard til Fremtidens Landmand 2022

På delegeretmødet i november er det fjerde gang, at prisen Fremtidens Landmand skal uddeles. Fremtidens Landmand er et samarbejde mellem SEGES og landbrugsmedierne og sætter fokus på landmænd, der har udviklet stærke forretningsmodeller inden for primærproduktion. Prisen gives til dygtige landmænd, der er fremsynede, har god økonomi og et godt omdømme i både landbruget og samfundet.

Prisen uddeles inden for de tre kategorier: Bæredygtighed, teknologi og afsætning. Bornholms Landbrug & Fødevarer har indstillet Preben Bjerregaard som en værdig kandidat til prisen i kategorien Bæredygtighed.

Preben Bjerregaard er 43 år, driver Ellesgaard og Koosgård i Ibsker og er ejer sammen med Sune Larsen virksomhederne SP-Agro Gris I/S, SP-Agro Mark I/S og SP-Agro Øko I/S. Preben har sit afsæt fra fødehjemmet Ellesgaard og naboejendommen Koosgård lidt uden for Nexø. Denne produktion er for Preben udvidet med erhvervelse af et antal ejendomme i Østermarie. De bærende ejendomme i denne erhvervelse er Brændegård og Ndr. Ellebygård med produktion fra 700 årssøer, 24.000 producerede slagtesvin og 390 ha. Den samlede produktion, som Preben er involveret i, er på ca. 1.500 årssøer, 34.000 producerede slagtesvin og 1.150 ha inkl. forpagtninger.

Koosgård omfatter et traditionelt sohold med opstaldning af de fravænnede grise enten på Koosgård eller Ellesgaard. Soholdet på Koosgård udmærker sig ved at opretholde en fantastisk høj effektivitet på +40 fravænnede grise pr. årsso og ved en ambition om altid at kunne gøre det lidt bedre.

Brændegård og Ndr. Ellebygård omfatter en fuldt integreret OUA-produktion (Opdrættet Uden Antibiotika). Denne produktion kræver en ekstra arbejdsindsats og fokus fra mandskabet. Dette er lykkedes, og effektiviteten i soholdet ligger også her i den høje ende.

Preben Bjerregaard har meget stor fokus på at drive en effektiv bedrift, der anvender de nyeste teknologier i stalden, samtidig med at der fokuseres på at optimere på pasning af dyrene. Preben følger med i strukturudviklingen og arbejder med at gøre bedriften større for at reducere klimabelastningen ved at bruge færre ressourcer pr. produceret kilo kød og samtidig tilvejebringe en god økonomi.

Preben har gennem mange år udmærket sig ved altid at have elever og gerne flere elever samtidig. I øjeblikket har Preben 6 elever ansat og der er nye på vej. I 2020 blev en af Prebens elever, Merete Dahl, kåret som årets landbrugselev i grisesektoren i Danmark, og det er en bedrift, man ikke uden videre sikrer sig.


Preben og Merete Dahl

Derudover har Preben over en 4-årig periode haft en flygtning ansat, der kom til Danmark fra Eritrea tilbage i 2016. Preben har et motto, og det er, ”at alle kan lære, og alle er gode til noget”, så hvis bare man kan finde ud af at møde til tiden og er ærlig, så kan man blive en del af familien i SP-Agro.

Læs hele indstillingen her.