Søg Vis menu

Fugleinfluenza - indelukningskrav ophæves

28. maj 2021

Fjerkræ må lukkes ud fra i morgen, men undgå at tiltrække vilde fugle

Som følge af, at der nu kun er ganske få fund af smittede vilde fugle i Danmark, ligesom der er færre fund i vilde fugle og få udbrud i besætninger i resten af Europa, ophæver Fødevarestyrelsen nu indelukningskravet med virkning fra den 29. maj. Dermed må alt fjerkræ lukkes ud igen i morgen.

Det er dog fortsat vigtigt, at man ikke tiltrækker vilde fugle. Bl.a. udendørs fodring og vanding trækker vilde fugle til, hvorfor det er vigtigt, at man kun fodrer og vander fjerkræ og andre fugle i fangenskab indendørs eller under fast tag eller fast overdækning.

Har man fjerkræ, bør man følge nedenstående anbefalinger:

  • Undgå i videst mulig omfang kontakt mellem eget fjerkræ og udefra kommende fugle.
  • Vask hyppigt hænder i varmt vand og sæbe eller alkoholbaserede desinfektionsmidler, både før og efter besøg i fjerkræbesætningen.
  • Rør kun ved fjerkræ, hvis det er nødvendigt, og vask hænder grundigt inden ejendommen forlades.
  • Skift fodtøj eller vask og desinficér fodtøj før kontakt.
  • Anvend overtrækstøj ved besøg i fjerkræbesætninger, og lad overtrækstøjet blive på ejendommen efter endt besøg.
  • Redskaber og andet, der har været anvendt til et fjerkræhold, bør ikke anvendes i andre fjerkræhold, med mindre det er grundigt rengjort og desinficeret.
  • Hold rent ved indgangen til stalden, i forrum og omkring fodersilo m.v.
  • Lad ikke fremmede komme ind i stalden.
  • Fjerkræ eller andre fugle i fangenskab må ikke få vand fra overfladevandreservoirer (fx. fra søer eller åer) – herunder opsamlet regnvand.
  • Udendørsbassiner, herunder anlagte og naturlige søer og vandhuller, som dit fjerkræ eller dine fugle har adgang til, skal være afskærmet, så større vilde fugle ikke kan få adgang til bassinet.
  • Ved opdræt eller hold af ænder eller gæs må disse dyr ikke have fysisk kontakt med andet fjerkræ eller andre fugle i fangenskab. Deres indhegninger, volierer, stalde m.m. må ikke være placeret på en sådan måde, at der er risiko for smitteoverførsel af fugleinfluenza mellem ænder eller gæs og de andre hønsefugle. Der må heller ikke anvendes samme udstyr, redskaber, fodtøj, transportkasser m.m., medmindre dette er blevet rengjort og desinficeret mellem anvendelse til forskellige formål.
  • Som en ekstra sikkerhedsforanstaltning kan opsættes mågetråd, net eller lignende over fjerkræindhegningen, som kan forebygge, at vilde fugle lander i indhegningen.
  • Ligeledes kan man iværksætte brug af diverse skræmmemidler -lydkanoner mv.
  • Husk de helt særlige forholdsregler hvis du går på jagt
  • Det er især vigtigt, at fjerkræ eller andre fugle i fangenskab kun fodres og vandes indendørs eller under fast tag eller fast overdækning. Fodring og vanding udendørs trækker vilde fugle til.